Efter en rejse til Berlin i 2006 fandt kunstnerne Inger Bernhard, Helle Fibiger, Birgit Gregersen, Inge Pind og Ruth Nissen sammen, og dannede gruppen ”De Ellevilde.” Det er altså gruppens 10 års jubilæum i år.

De fem medlemmer er vidt forskellige i deres kunstneriske udtryk, og tilgang til kunsten. Værkerne spreder sig over maleri, collage, papir, grafik og keramik.

                                                        

I de forløbne 10 år er det blevet til en del projekter og udstillinger, og det faste udgangspunkt, hvor deltagerne har fundet en fælles klangbund, er en ugentlig arbejdsdag med diskussioner om værkerne og kunsten. Gruppens seneste arbejder har været egentlige fælles værker. Det er fjerde gang, gruppen arbejder på et fælles værk. Billede nr. 2 blev optaget og vist på KS 2016.

  

 

I KJ-Avis har man kunnet læse denne lille artikel, som er forfattet af Kim Jørstad, og som vi har fået lov at bringe (billederne er dog indsat senere):

 

Liv og humør i Toldboden

 

De fem kvinder i kunstnergruppen De Ellevilde har et fantastisk godt samarbejde, fortæller de. Og samarbejdet kommer til udtryk i en kunst, der emmer af humør, vitalitet og kunstnerisk kunnen.Da de fem i De Ellevilde mødte hinanden og aftalte at danne en gruppe, var de ikke helt unge mere. De syntes derfor ikke, at de kunne kalde sig De Unge Vilde, men De Ældre Vilde lød lidt dumt. Det er forklaringen på, at De Ældre Vilde blev til De Ellevilde. Sådan berettede en af de fem, Helle Fibiger, ved ferniseringen på Toldboden den 4. marts.De fem er Helle Fibiger, Inger Bernhard, Inge Pind, Ruth Nissen og Birgit Gregersen.

 

ellevilde plakat


Gruppen har haft 10-års jubilæum og har for længst fundet ind i en beundringsværdig arbejdsrytme, hvor de mødes en gang om ugen for at arbejde sammen. Her er de kunstneriske sparringspartnere for hinanden. De giver åbenhjertig kritik og uden at lægge fingrene imellem. Så koncentreret bliver der arbejdet, at selv om alle er i det samme rum, kan man hører en knappenål falde til gulvet, fortæller de.

De fem giver også hinanden bundne opgaver, der sikrer, at ingen går i stå, og de nyder hinandens selskab ved udstillinger, koncerter og på rejser. I Kerteminde ved ferniseringen fredag havde to af de fem dog måttet melde afbud, og ifølge Inge Pind er det en del af baggrunden for, at udstillingen på Toldboden har fået titlen 70 %. En anden symbolik ligger i, at gruppens medlemmer har levet 70% af deres liv og indtil videre opnået 70% af deres kunstneriske karriere.

 

IngePind01


Nogle af de bundne opgaver gælder også elementer i fælles værker, som man også kan se flere eksempler på i Toldboden. Både i form af enkeltstående værker og i form af værker, der er fælles om et tema. Et eksempel på det sidste er et sæt spillekort med de fem kunstnere i rollen som dronninger. Da der kun er fire af den slags i et spil kort, måtte en dog påtage sig rollen som Joker. Det fremgår tydeligt både ved mødet med kunstnerne og deres kunst, at de har det ualmindelig godt sammen, og at de giver hinanden medspil og modspil. Her er malerier, collager, papir og keramik. Her er humør og farver. Her er fem kvinder, der har en masse på hjerte.En kogebog er det også blevet til, for når kvinder er sammen, udveksler de opskrifter, forklarede Helle Fibiger.

HelleFibiger01

Opskrifterne har de samlet i en kogebog, der naturligvis er rigt illustreret med egne værker. Bogen er til salg under udstillingen for 100 kr.Udstillingen fortsætter til den 26. marts. Udstillingen er arrangeret af Kerteminde Kunstforening. Der er åbent i Toldboden tirsdag - søndag kl. 12 - 16. Fri entré.

DeEllevildePublikum

 

 

Toldboden

Strandgade 3
5300 Kerteminde

Tirsdag - Søndag kl. 12 - 16

Fri entré

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kunstportal Fyn

FB-FindUsonFacebook-online-72

Søg på sitet